Jeg ankom altså til Firenze kl. 11 om formiddagen. Allerede da jeg forlod Firenzes banegård, så jeg den første kirke. Jeg har et eller andet med kirker. De er fantastisk imponerende at kigge på, synes jeg. Deres historie finder jeg ikke så interessant, men hvis kirken er flot, er det godt nok til mig. Og den var ganske flot med sine gamle, brune murstens charme. Men som den planlægningsfreak, jeg er, gik jeg videre mod domkirken, som var mit første mål. Og det må jeg sige, jeg var imponeret. Dette var det første bygningsværk i Firenze, jeg måtte erkende, simpelthen var for stort til at fotografere, hvilket jeg oplevede mange gange på turen. Den var simpelthen så imponerende og smuk med sin lyse marmorfacade, store kuppel, gamle bronzedøre og høje klokketårn, at jeg i lang tid bare gik rundt på pladsen og kiggede, tog billeder, kiggede og tog nogle flere billeder. Og ikke bare storheden ved den var interessant. Også alle de små detaljer, som var overalt på kirken - mønstre, figurer, billeder. Meget imponerende.
 |
| En lille del af domkirken |
 |
| Domkirkens mange detaljer |
Jeg havde læst mig frem til, at dåbskapellet ved siden af domkirken var mere interessant indvendig end selve domkirken, og havde derfor bestemt mig til at skulle se dette. Det havde de andre tydeligvis også, og jeg gad simpelthen ikke stå i så lang en kø og vente. Så det må blive en anden gang
Det næste, jeg havde planlagt at skulle se, var nogle museer, der ligger et stykke væk fra kirken. Jeg havde bestemt mig for at gå, da jeg ikke kunne overskue at finde ud af busserne og ikke havde penge til en taxa. Heldigvis for det da. For Firenze bør godt nok opleves til fods. Der er hele tiden noget pænt at kigge på. Nogle gange er det til at gennemskue, hvad det er, andre gange ikke. Jeg stødte ind i en meget pæn kirke ved Piazza di San Firenze, som jeg var inde og se.
På min vej så jeg pludselig også bagsiden af endnu et monument af Poseidon/Nettuno (det andet er i Bologna), hvilket jeg naturligvis blev nødt til at kigge nærmere på. Der viste sig at være noget mere end bare en enkel statue, så der var god bonus. Ja, jeg faldt over et Palads. Eller det vil sige, Palazzo kan også betyde rådhus, så jeg faldt over Firenzes rådhus, hvilket nu heller ikke er så tosset. Der var nogle meget imponerende arkader, der var ekstremt overpyntede. Jeg tror da vist, man kan snakke om horror vacui. Og med lidt research har jeg endda kunnet finde ud af, at det er freskoer fra 1453, der er malet i indgangen. Desuden var der et meget fint springvand med en engel på toppen sammen med en delfin. Det er en kopi, men den originale fra 1476 står inde på rådhuset.
 |
| Pæne freskoer lige i indgangen. Selvom jeg brugte det som udgang. |
 |
| Putto with Dolphin |
Uden for rådhuset var Piazza della Signora, hvor der står en del skulpturer i både marmor og bronze. De var meget flotte, men ellers ved jeg ikke så meget om dem. Der stod et skilt på italiensk, hvor jeg da kunne se et par årstal og materialerne, og at nogle af statuerne viste religiøse episoder. Der var desuden ekstremt mange mennesker, hvilket skabte en god stemning, da der også var meget plads ;)
På den anden side af broen gik der ikke længe, før museerne dukkede op. Der gik et par andre forvirrede turister rundt, og jeg fandt hurtigt ud af, hvad forvirringen gik ud på. På døren hang der en seddel om, at museumsarbejderne strejkede lige præcis den dag, så der var lukket. Bad luck. Der hvor jeg ellers havde planlagt at skulle tilbringe en 3-4 timer, kunne jeg ikke komme ind. Nå, så måtte jeg jo importere min positive indstilling til også denne oplevelse og tænke "Så er der jo en god grund til at komme tilbage". Det er faktisk bare én af mange gode grunde til at tage en tur dertil igen. I stedet begyndte jeg at gå lidt rundt i området. Desværre var det et ret kedeligt område, men så måtte jeg jo sætte mig ind på et Gelateria med fantastisk, italiensk is i lange baner og finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Og her vil jeg godt lige sende en tak til min veninde Helle, der har været så sød at låne mig en bog om Toscana og Firenze. Tak Helle, den var en stor hjælp. Ikke mindst fordi jeg så rent faktisk havde et kort. I bogen fandt jeg en kirke, som skulle være ret imponerende, så der begav jeg mig hen. Og naturligvis var der endnu engang en masse spændende ting at se på på vejen.
Kirken hedder Santa Croce og er uden tvivl et besøg værd. Dette var endnu én af de ting, jeg simpelthen ikke var i stand til at fotografere. Det er en meget stor kirke i lys marmor. Og ligesom domkirken er den fuld af smukke detaljer. Det er en renæssancekirke i gotisk stil. Ikke fordi jeg ved meget om sådan noget, men så er der da sat et par ord på. Desuden er der begravede nogle store italienere her. For eksempel Galileo og Michelangelo og en masse andre, jeg ikke har nogen ide om, hvem er. Inde i kirken var der både freskoer, marmorstatuer og figurer af farvet glas i vinduerne (hvad sådan nogle nu hedder). Der var 16 smukt dekorerede kapeller og i den ene ende var der på gulvet gravpladser. Nogle af dem var hegnet ind, så respektløse turister ikke kunne træde på dem, mens andre åbenbart var så ubetydelige, at det ikke var nødvendigt. Men flotte var de. Og endnu engang skulle jeg imponeres af storhed. Det er sådan nogle tidspunkter, jeg bliver nødt til at tage mine briller af, fordi brilleglassenes størrelse simpelthen ikke er stor nok til at indfange hele billedet. Den oprindelige kirke blev indviet i 1442 af Pave Eugene IV, men har siden fået en ny facade og ødelagte områder er naturligvis blevet repareret. Entrébilletten gav også adgang til et lille museum, der omhandlede kirken. Det var ikke meget interessant. Som sagt er det vigtigere for mig, at det er pænt at kigge på, end hvem der byggede hvilke statuer og hvorfor.
Uden for kirken var der et lille julemarked. Desværre var der lidt for mange mennesker på et lidt for lille marked, så det blev hurtigt klaustrofobisk. I stedet gik jeg videre til et lille museum, der hedder Casa Bounarroti. Der var nogle bronzestatuer af kunstneren Michelangelo. Endnu engang må jeg erkende, at jeg ikke ved så meget om ham. Han lavede for lang tid siden nogle religiøse bronzestatuer, som er meget imponerende, og det er det. Faktisk er det også nok for mig. Det er ca. det samme, jeg lærte på studieturen til Barcelona i 2.g: Gaudi var en mand, der lavede sjove bygninger. Og ja, hans bygninger ser sjove ud, og jeg vil altid kunne genkende dem. Tilsvarende vil der i fremtiden ringe en klokke ved navnet Michelangelo, og så er jeg godt tilfreds.
Museet var dog ikke imponerende, men det var meget rart lige at se, hvad det er for noget, en gut som Michelangelo lavede.
Efterfølgende gik jeg lidt rundt på må og få. Løb ind i endnu et par kirker og nød den hyggelige julestemning. Mørket var faldet på, så som alene pige afsted holdt jeg mig til centrum, hvor der var mange mennesker og lys. Jeg havde allered set de store ting i centrum, og mange af de små ting var lukkede enten pga. strejke, eller fordi det var søndag. Som min mor sagde: "Det er jo godt, at det er søndag, du tager derned. Så kan du ikke blive fristet af butikkerne". Der tog hun "desværre" fejl. Dagen forinden var min taske gået i stykker, hvilket ikke var så sært, da den trængte godt og grundigt til at blive skiftet ud. Så jeg begav mig ud i Firenzes butikker, der da ikke kan tage sig af, at det er søndag, for at finde min julegave. Missionen lykkedes og jeg fik indsnuet en hel masse af Firenzes skønne mode. Når jeg bliver rig, vil jeg tage til Firenze på shoppingtur. Jeg havde forinden turen læst mig frem til, at der var en bestemt læderbutik, der åbenbart var noget særligt. Desværre skulle den være lukket om søndagen, så jeg kunne ikke se den. Da jeg gik rundt i gaderne, fandt jeg så ud af, at Firenze har tusindvis af læderforretninger, og at det åbenbart er noget særligt for Firenze. Så hvis man mangler et eller andet i læder, kan det garanteret findes i Firenze.
Men shopping kan man jo også få nok af - det kan pengepungen i hvert fald - så jeg måtte jo finde et sted at spise. Bogen havde et par ideer, men desværre den eneste restaurant, der lå tæt på og var til en nogenlunde pris, var lukket. Så jeg fandt en restaurant, som tydeligvis var for turister, der kan komme ind og ud igen og tro, at de har spist noget særligt, toscansk mad. Tjeneren snakkede da også engelsk til mig, selvom jeg forsøgte mig med italiensk. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg bliver irriteret, når de slår over i engelsk med det samme. Nu vil jeg godt til at øve mit italienske. Så jeg fik da fortalt den anden tjener (der desuden var overrasket over, at jeg kunne lidt italiensk), at jeg boede i Bologna og arbejdede som au pair. Jeg spurgte også et par mennesker på italiensk, om ikke de ville tage et billede af mig, til hvilket de svarede "Yes, of course". Men jeg får øvet mig, og det er det vigtigste.
Togturen hjem gik glat, bortset fra 4 minutters spurt på stationen i Bologna for at kunne komme det sidste lille stykke hjem. Det var en fantastisk tur med masser af gode oplevelser. Jeg har lært, at Firenze er en by fuld af smukke kirker, der er et besøg værd - både de kendte og de knapt så kendte. Og byen er virkelig en by af storhed og liv. Der er mange mennesker - selv en søndag aften - ude for enten at se byen eller bare på shopping. Desuden var det mit indtryk, at de er noget bedre til engelsk, end de er i Bologna. Men måske det har noget at gøre med antallet af turister. Jeg hørte rigtig mange englændere, hvilket rent rent faktisk var rart. Tænk, at børn virkelig kan tale et sprog, man forstår. Men jeg hørte ingen danskere, hvilket også var en lettelse. Det giver ikke helt den samme stemning, hvis alle omkring én i et fremmed land også er danskere.
Trods Firenzes imponerende storhed var det en stor succes at gå rundt i byen. Der var ikke ret langt mellem seværdighederne, og som sagt var der hele tiden noget at kigge på. Og hvis ikke det var pæne bygninger, var der i hvert fald masser af butikker overalt.
Alt i alt en fantastisk tur, der har givet mig blod på tanden for at opleve mere. Men så er det jo dejligt, at planlægningen af turen til Rom allerede er startet.
Videre det gik mod mit egentlige mål: museerne på den anden side af floden. Men for at komme over på den anden side, skal man også krydse den kendte bro Ponte Vecchio, hvor butikkerne hænger ud fra broen. Det ser meget spøjst ud, og at dømme efter bjælkernes tilstand har de hængt der længe. Men okay,"vecchio" betyder "gammel" og "ponto" "bro", så det giver måske sig selv. Alle butikkerne bød på smykker til ustyrligt høje priser. Så fik man dog også meget glitter for pengene.
 |
| Ponte Vecchio |
På den anden side af broen gik der ikke længe, før museerne dukkede op. Der gik et par andre forvirrede turister rundt, og jeg fandt hurtigt ud af, hvad forvirringen gik ud på. På døren hang der en seddel om, at museumsarbejderne strejkede lige præcis den dag, så der var lukket. Bad luck. Der hvor jeg ellers havde planlagt at skulle tilbringe en 3-4 timer, kunne jeg ikke komme ind. Nå, så måtte jeg jo importere min positive indstilling til også denne oplevelse og tænke "Så er der jo en god grund til at komme tilbage". Det er faktisk bare én af mange gode grunde til at tage en tur dertil igen. I stedet begyndte jeg at gå lidt rundt i området. Desværre var det et ret kedeligt område, men så måtte jeg jo sætte mig ind på et Gelateria med fantastisk, italiensk is i lange baner og finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Og her vil jeg godt lige sende en tak til min veninde Helle, der har været så sød at låne mig en bog om Toscana og Firenze. Tak Helle, den var en stor hjælp. Ikke mindst fordi jeg så rent faktisk havde et kort. I bogen fandt jeg en kirke, som skulle være ret imponerende, så der begav jeg mig hen. Og naturligvis var der endnu engang en masse spændende ting at se på på vejen.
Kirken hedder Santa Croce og er uden tvivl et besøg værd. Dette var endnu én af de ting, jeg simpelthen ikke var i stand til at fotografere. Det er en meget stor kirke i lys marmor. Og ligesom domkirken er den fuld af smukke detaljer. Det er en renæssancekirke i gotisk stil. Ikke fordi jeg ved meget om sådan noget, men så er der da sat et par ord på. Desuden er der begravede nogle store italienere her. For eksempel Galileo og Michelangelo og en masse andre, jeg ikke har nogen ide om, hvem er. Inde i kirken var der både freskoer, marmorstatuer og figurer af farvet glas i vinduerne (hvad sådan nogle nu hedder). Der var 16 smukt dekorerede kapeller og i den ene ende var der på gulvet gravpladser. Nogle af dem var hegnet ind, så respektløse turister ikke kunne træde på dem, mens andre åbenbart var så ubetydelige, at det ikke var nødvendigt. Men flotte var de. Og endnu engang skulle jeg imponeres af storhed. Det er sådan nogle tidspunkter, jeg bliver nødt til at tage mine briller af, fordi brilleglassenes størrelse simpelthen ikke er stor nok til at indfange hele billedet. Den oprindelige kirke blev indviet i 1442 af Pave Eugene IV, men har siden fået en ny facade og ødelagte områder er naturligvis blevet repareret. Entrébilletten gav også adgang til et lille museum, der omhandlede kirken. Det var ikke meget interessant. Som sagt er det vigtigere for mig, at det er pænt at kigge på, end hvem der byggede hvilke statuer og hvorfor.
 |
| Santa Croces neogotiske facade. |
Uden for kirken var der et lille julemarked. Desværre var der lidt for mange mennesker på et lidt for lille marked, så det blev hurtigt klaustrofobisk. I stedet gik jeg videre til et lille museum, der hedder Casa Bounarroti. Der var nogle bronzestatuer af kunstneren Michelangelo. Endnu engang må jeg erkende, at jeg ikke ved så meget om ham. Han lavede for lang tid siden nogle religiøse bronzestatuer, som er meget imponerende, og det er det. Faktisk er det også nok for mig. Det er ca. det samme, jeg lærte på studieturen til Barcelona i 2.g: Gaudi var en mand, der lavede sjove bygninger. Og ja, hans bygninger ser sjove ud, og jeg vil altid kunne genkende dem. Tilsvarende vil der i fremtiden ringe en klokke ved navnet Michelangelo, og så er jeg godt tilfreds.
Museet var dog ikke imponerende, men det var meget rart lige at se, hvad det er for noget, en gut som Michelangelo lavede.
 |
| Moses i Bronze af Michelangelo |
Efterfølgende gik jeg lidt rundt på må og få. Løb ind i endnu et par kirker og nød den hyggelige julestemning. Mørket var faldet på, så som alene pige afsted holdt jeg mig til centrum, hvor der var mange mennesker og lys. Jeg havde allered set de store ting i centrum, og mange af de små ting var lukkede enten pga. strejke, eller fordi det var søndag. Som min mor sagde: "Det er jo godt, at det er søndag, du tager derned. Så kan du ikke blive fristet af butikkerne". Der tog hun "desværre" fejl. Dagen forinden var min taske gået i stykker, hvilket ikke var så sært, da den trængte godt og grundigt til at blive skiftet ud. Så jeg begav mig ud i Firenzes butikker, der da ikke kan tage sig af, at det er søndag, for at finde min julegave. Missionen lykkedes og jeg fik indsnuet en hel masse af Firenzes skønne mode. Når jeg bliver rig, vil jeg tage til Firenze på shoppingtur. Jeg havde forinden turen læst mig frem til, at der var en bestemt læderbutik, der åbenbart var noget særligt. Desværre skulle den være lukket om søndagen, så jeg kunne ikke se den. Da jeg gik rundt i gaderne, fandt jeg så ud af, at Firenze har tusindvis af læderforretninger, og at det åbenbart er noget særligt for Firenze. Så hvis man mangler et eller andet i læder, kan det garanteret findes i Firenze.
 |
| Én af de mange læderbutikker. |
Men shopping kan man jo også få nok af - det kan pengepungen i hvert fald - så jeg måtte jo finde et sted at spise. Bogen havde et par ideer, men desværre den eneste restaurant, der lå tæt på og var til en nogenlunde pris, var lukket. Så jeg fandt en restaurant, som tydeligvis var for turister, der kan komme ind og ud igen og tro, at de har spist noget særligt, toscansk mad. Tjeneren snakkede da også engelsk til mig, selvom jeg forsøgte mig med italiensk. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg bliver irriteret, når de slår over i engelsk med det samme. Nu vil jeg godt til at øve mit italienske. Så jeg fik da fortalt den anden tjener (der desuden var overrasket over, at jeg kunne lidt italiensk), at jeg boede i Bologna og arbejdede som au pair. Jeg spurgte også et par mennesker på italiensk, om ikke de ville tage et billede af mig, til hvilket de svarede "Yes, of course". Men jeg får øvet mig, og det er det vigtigste.
Togturen hjem gik glat, bortset fra 4 minutters spurt på stationen i Bologna for at kunne komme det sidste lille stykke hjem. Det var en fantastisk tur med masser af gode oplevelser. Jeg har lært, at Firenze er en by fuld af smukke kirker, der er et besøg værd - både de kendte og de knapt så kendte. Og byen er virkelig en by af storhed og liv. Der er mange mennesker - selv en søndag aften - ude for enten at se byen eller bare på shopping. Desuden var det mit indtryk, at de er noget bedre til engelsk, end de er i Bologna. Men måske det har noget at gøre med antallet af turister. Jeg hørte rigtig mange englændere, hvilket rent rent faktisk var rart. Tænk, at børn virkelig kan tale et sprog, man forstår. Men jeg hørte ingen danskere, hvilket også var en lettelse. Det giver ikke helt den samme stemning, hvis alle omkring én i et fremmed land også er danskere.
Trods Firenzes imponerende storhed var det en stor succes at gå rundt i byen. Der var ikke ret langt mellem seværdighederne, og som sagt var der hele tiden noget at kigge på. Og hvis ikke det var pæne bygninger, var der i hvert fald masser af butikker overalt.
Alt i alt en fantastisk tur, der har givet mig blod på tanden for at opleve mere. Men så er det jo dejligt, at planlægningen af turen til Rom allerede er startet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar