Kloge børn

Børnene her i lejligheden er ikke for dumme, og det er jo i bund og grund rart, selvom det nogle gange kan give anledning til problemer. En morgen ville Alessandro gerne spille bordtennis, men vi var næsten på vej ud af døren, så det kunne vi naturligvis ikke nå. I stedet sagde hans mor til ham, at han kunne spille om eftermiddagen med mig. Dagen forinden havde vi også spillet bordtennis, og han var blevet sur og ked af det, fordi det er ret svært for en 2-årig at ramme en bordtennisbold med et bat. Så jeg tænkte ”Godt der ikke er tid til det nu, for når det så bliver eftermiddag, har han nok glemt det”. Det havde han ikke, nej. Det første, han sagde, da vi kom ind af døren, var, at nu skulle vi spille bordtennis. Heldigvis var humøret lidt bedre den dag, og vi kunne grine sammen over, at han ikke kunne ramme bolden.

 

Dejlig, lille historie. Men… Alice er heller ikke for dum. Og nu, hvor jeg er begyndt at snakke med hende, er hun startet på at give lidt modspil. Forholdet til hende kan tydeligt deles op i trin. Første trin var, at vi sagtens kunne sidde og tegne sammen, og der var ingen problemer overhovedet, men ingen af os sagde noget. Det næste trin var, at jeg begyndte at sige praktiske ting til hende – for eksempel fortælle hende, at vi skulle hente Alessandro, spørge om hun ville have sit halstørklæde, fortælle hvornår deres mor kom hjem osv. Næste trin er, at vi nu også snakker om andre ting end praktiske ting. Sådan lidt hyggesnak, hvilket virkelig har givet et skub i forholdet. Men nu er jeg så åbenbart kommet til et trin, der er lidt mere uoverskueligt end de foregående. Jeg vil forklare det ved en oplevelse, jeg havde i går:

 

Alessandro, Alice og jeg skulle ind til et storcenter, hvor de skulle have en tur i en karrusel. Det var en super god ide til at lave noget andet, end det vi plejer. Og det gik også rigtig godt i starten, hvor begge børn var glade og hyggede sig. Efterfølgende ville de så over og lege på et springvand, hvilket de har gjort så mange gange før. Der var en lille bitte smule vand med is på i springvandet – lige lidt nok til, at Alice sagtens kunne gå på det (selvom isen krakelerede) med siden støvler uden at få våde fødder. Alessandro havde imidlertid nogle små sko på, og det er desuden heller ikke nemt for en 2-årig at gebærde sig på et glat underlag. Så da Alice ville have Alessandro ned på isen, sagde jeg lige så stille til hende, at det skulle han ikke. Det ville hun ikke lytte til, og hun blev ved at forsøge at få ham derned, på trods af at han ikke engang selv ville. Da jeg så med noget hårdere stemme fortalte hende, at hun skulle stoppe, blev hun sur på mig. Eller også legede hun, at hun var sur på mig. For første gang sagde hun til mig, at jeg var dum. Ikke at jeg tog det så tungt, men at hun blev ved at løbe væk fra mig og få Alessandro med på sin side, var svært at håndtere. Oven i det hviskede hun til Alessandro, at han også skulle være sur på mig og kalde mig dum og uartig, hvilket han gjorde – hun er jo trods alt hans søster. Og han blev altså rigtig sur på mig. Han råbte af mig og ville ikke lytte til noget af, hvad jeg sagde. Jeg smilede til ham og forsøgte at snakke med ham, men intet hjalp. Heldigvis løste problemet sig af sig selv, da Alice gerne ville ind og lege i et lille legelokale, og jeg så kunne have Alessandro for mig selv. Men det var meget overraskende, at Alice pludselig begyndte at opføre sig sådan. Og for at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg stod i situationen.

 

Da vi kom hjem, var jeg ret frustreret over det og ville gerne snakke med Patrizia om det. Det havde hun heldigvis også tid til efter aftensmaden, og vi fik en rigtig god snak. Hun fortalte, at Alice sandsynligvis opførte sig på den måde for at teste mig. Så hun kan se, hvad mine ressourcer er, og lære, hvordan jeg reagerer i forskellige i situationer. Jeg havde slet ikke set det fra den vinkel før, men kunne sagtens forstå det, da jeg fik det at vide. En efterfølgende snak med min mor hjalp mig også til at forstå, at det betyder, at Alice er ved at være mere tryg ved mig. Nu tør hun gøre lidt mere, og det er jo dejlig positivt.

Men da Patrizia og jeg snakkede om situationen, kunne Alice sagtens forstå, at det var det, vi snakkede om, selvom det foregik på engelsk. Så hun blev ved at kalde på sin mor og afbryde og løbe hen til hende, så jeg ikke kunne snakke med hende. Klog, lille pige. Desuden spurgte Patrizia hende også, hvad der var sket ved springvandet, og forklarede hende, at det var lidt svært at forstå på engelsk, så hun ville gerne høre det fra Alice. Alice snakkede så pænt udenom og fortalte om karrusellen. Ja, en 6-årig pige har sine små tricks.

 

En dag, hvor Alice og jeg gik sammen hen for at hente Alessandro, spurgte hun også, om vi skulle køre i bus hjem. De kan rigtig godt lide at køre med bussen, men jeg foretrækker at gå med dem. Så jeg fortalte hende, at i dag skulle vi gå. Det havde hun ingen indvendinger mod, men da vi så ankom til børnehaven, hviskede hun til Alessandro, at han skulle spørge mig, om ikke vi skulle med bussen hjem. Det kunne jo være, der var mere held i sprøjten anden gang. Det var der godt nok ikke, men jeg synes nu, at det var ret godt tænkt.

 

Heldigvis kan jeg også vende deres intelligens til min fordel engang imellem. Samme dag som problemet med Alice opstod, kom der også et lille problem med Alessandro. Det var tid til at komme hjem. Jeg var træt, Alessandro var træt, og Patrizia ville også komme hjem lige straks. Alessandro mente dog, at Alice ikke var færdig med at lege, så vi kunne ikke tage hjem. Hans træthed gjorde dog, at han begyndte at bede om sin sut. Jeg fortalte han lige så stille, at sutten var derhjemme, og hvis vi kørte hjem nu, kunne han få den. Det kunne han heldigvis godt se det smarte i, og så ville han gerne med hjem. Mange tak Ale.

 

Ja, det er et par kloge børn. Men forhåbentlig vil forholdet mellem Alice og mig snart udvikle sig så meget, at hun ikke behøver at lave et tilsvarende stunt igen. Men hvem ved? Ting tager den tid, ting tager, og det tager bare lidt ekstra tid med Alice, og sådan er det. Det er jo allerede begyndt at give pote – hun siger nu glædeligt godnat til mig, sender mig store smil, starter samtaler med mig, og er endda begyndt at bede mig om at komme hen til hende, så vi kan lege. Det er jo skønt.