Hvis der er noget, jeg har lært på min første måned i Italien, så er det at glæde mig over de små (og store) ting i livet. Ud over at passe børnene skal jeg også stryge familiens tøj. Og det gælder ALT tøj. Også børnenes undertrøjer, lagner, pudebetræk, nattøj og håndklæder. Jeg kan rimelig hurtigt sige, at når jeg flytter hjemmefra og stifter familie, så skal jeg ikke stryge hele familiens tøj. Men når nu jeg har denne opgave her, må jeg jo naturligvis forsøge at få det bedste ud af det. Og det, har jeg lært, gøres bedst ved at glæde sig over glæden, som forældrene (forhåbentlig) får af at have alting strøget. Så det gør jeg. Jeg har dog også fået 3 kanaler med tegnefilm, som er nogenlunde til at følge med i. Især Hello Kitty serien, hvor de har været så fantasifulde at stjæle eventyrhistorier. Det skal dog siges, at jeg blev lidt skuffet, da stedsøstrene ikke skar deres hæle og tæer til blods for at kunne passe glasskoen.
Så med en positiv indstilling går strygningen ret glat. Især hvis jeg husker at stryge, før der er mere end én omgang vasketøj. Også om aftenen, når jeg skal rydde af bordet, kan jeg gå og hygge mig lidt med det, medmindre jeg er alt for træt selvfølgelig. Det er nu en ret skøn evne, jeg er ved at opbygge.
I dag skulle jeg så i svømmehallen. Jeg skulle køre med toget i 3 minutter (ja, det havde nok været nemmere bare at cykle, men sådan blev det ikke), og så skulle jeg gå et stykke. Til toget kunne jeg bare bruge mit klippekort til bussen. Meget nemt. Men hvor pokker skal jeg klippe? Jeg spurgte en pige på stationen, som heller ikke lige vidste det, men da kunne fortælle mig, at jeg kunne gøre det i toget. Så i 3 minutter vadede jeg frem og tilbage og ledte efter automaten, indtil jeg måtte opgive, fordi toget stoppede. Så er der ikke meget at gøre.
Med mit fine, printede kort (der trænger vist til nye blækpatroner) begav jeg mig så videre på min udflugt. Det lykkedes mig uden specielt store omveje at finde svømmehallen, der da heldigvis havde et stort skilt. Det første, jeg ser, er en desk, hvor der ikke sidder nogen. Dog kunne jeg se, at der sad en pige ved en computer i et lille rum ved siden af. Så jeg begyndte at stå og rømme mig lidt, før jeg opdagede, at der længere inde sad en mand ved et lille bitte bord og et kasseapparat. Sammenlignet med Hurups svømmehal, som jeg er vant til, var det godt nok ikke imponerende. Jeg gik derhen og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne selvfølgelig prøve med "jeg vil gerne svømme", men af en eller anden grund (måske fordi det var ret oplagt), fik jeg ikke sagt noget. Heldigvis var manden med det store fuldskæg rigtig sød og spurgte, om jeg skulle have en billet. "Ja, tak" skyndte jeg mig at svare, hvorefter jeg fik at vide, at det blev 3 euro. Altså en børnebillet. Fair nok, hvis han tror jeg er under 18, vil jeg da ikke forsøge at bilde ham andet ind. Og i stedet for at irritere mig over endnu engang at blive underbudt i alder, glædede jeg over at have sparet et par euro.
Næste skridt var så at finde ud af, hvordan man lige gebærder sig i den her fremmede svømmehal. Jeg gik lidt frem og tilbage i omklædningsrummet, og ja, der var skabe, og ja, der var brusere, og alt lignede egentlig en ganske almindelig svømmehal. Jeg havde dog vadet så meget frem og tilbage, at en midaldrende italiensk kvinde forbarmede sig over mig og smilende spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Det havde jeg bestemt. For nøgler til skabene kunne jeg ikke se nogen steder. Jeg spurgte hende, hvor nøglerne var, og hun forklarede mig et par gange, at jeg selv skulle have en hængelås med til mit skab... Nå for søren, jamen sådan én har jeg desværre ikke. Pis. Hun trak mig med ud til fuldskægsmanden og sagde noget med, at det var første gang, jeg var her, og at jeg snakkede engelsk. Det gjorde han godt nok ikke, men han var rigtig venlig og lånte mig en hængelås, som jeg skulle huske at aflevere tilbage. Dejligt med hjælpsomme italienere. Det kan man da kun sætte pris på.
Så gik jeg ind i bruseren og skyllede mig og begav mig ind i selve svømmehallen. Igen er jeg vant til Hurup, der jo naturligvis har teksten på deres skilte stående på både dansk, engelsk og tysk. Men i Italien kan alle naturligvis italiensk. Jeg kunne da heldigvis gætte mig til, at jeg ikke måtte gå ned i det store bassin, da det var tilegnet, ja jeg ved ikke lige hvem, men nogen i hvert fald. Så jeg gik ned i det andet bassin og glædede mig over, at det rent faktisk var lykkedes. Det var lige indtil, én af livredderne kaldte efter mig. Badehætte er åbenbart obligatorisk. Nej sådan en havde jeg desværre ikke lige med. Jeg var ved at frygte, at jeg ville blive sendt op, og at alt, jeg havde gjort indtil nu, ville have været forgæves. Heldigvis var også hun rigtig venlig og skyndte sig ind for at hente en badehætte, jeg kunne låne. Imens morede jeg mig meget over en mand med nok 3mm hår på hovedet, der var ved at iføre sig en badehætte. Mest fordi resten af hans krop var fuld af nok 5cm lange hår. Mon de havde en våddragt, han kunne låne? Hun kom tilbage med en hat til mig, og jeg glædede mig meget over, at NU var det lykkedes. Hvilket det heldigvis var. SUCCES.
Ja, det var da i hvert fald noget at glæde sig over. Dejligt, at der er så mange venlige ansigter, der kan hjælpe en forvirret, lille, dansk pige.
Ud over denne oplevelse er der også ting i hverdagen, jeg begynder at glæde mig over. Jeg er for eksempel begyndt at blive glad, når det lykkedes at gå hjem fra skolen, uden at drengen græder. Og i dag var det en stor succes, at han beholdt både hue og vanter på hele vejen.
Egentlig er det, jeg vil sige, bare, at man skal huske at stoppe op og nyde de gode stunder i livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar