Præcision er en dyd

Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at italieneres præcisionsevne er stærkt begrænset. I weekenden var der, som tidligere nævnt, klassefest for pigen. Moren skulle så fra morgenen af lave budding og havde i den anledning købt nogle små bægre med tilhørende låg. Lågene sad ret godt sammen, så nogle gange kom hun til at sætte 2 låg på samme bøtte. Da hun så havde sat alle lågene på, var der ikke låg til de to sidste bøtter. Hun begyndte, som den perfektionist hun for det meste er, at tjekke alle lågene efter, om der var to på nogen af dem. Efter at have tjekket én gang uden held tog hun alle lågene af og gennemgik dem stadig uden succes. Hendes næste træk var så at finde den anden pakke frem og tælle sig frem til, at der deri var de 15 låg, der skulle være. Og med et suk måtte hun jo tage to låg fra den bøtte, hvorefter hun stablede buddingerne 2 og 2. Alle buddingerne blev stablet 2 og 2. Alle 15 bøtter budding blev stablet 2 og 2. Ja, der skal ikke meget matematikkendskab til at regne sig frem til, at der er noget, der ikke stemmer. Det kunne hun også rimelig hurtigt konstatere og griner over, at der var en bøtte for meget og et låg for lidt, hvorefter hun slutter af med at sige "typisk Italien".

Men det er ikke bare industrien, der ikke kender til præcision. Tid er også et vidt begreb i Italien. I den måned, jeg har været her, er det kun lykkedes at få pigen i skole til tiden et par gange. Af den simple grund, at moren pludselig skal sætte en vask over, lave et puslespil, tage et bad, lege med drengen osv., 2 minutter før vi burde være ude af døren. Det er hende, der gør børnene klar, og jeg skal bare gå med pigen til skole. I dag var det allerede pigens mødetid, da tasken lige skulle pakkes. Troede jeg... Moren roder i tasken og hiver så en kontaktbog op. Den er gået lidt fra hinanden, og hun begynder at reparere den. Jeg tænkte "nåh ja, man skal vel passe sit image, så hvis der skal sendes en besked til skolen, skal det vel gøres ordentligt." Men det skulle der ikke, hun skulle bare lige reparere den, og det alt imens jeg stod og trippede, og pigen rent faktisk var klar. Og det viste sig endda, at hun ikke engang skulle pakke tasken, hun skulle åbenbart bare lige kigge. Ja, sådan kan man jo vælge at bruge den rent faktisk udløbne tid.

Da vi så alt for sent ankom til skolen, stod der en bedstemor med sit barnebarn, der jo var lige så sent på den, som vi var. Bedstemoren skulle åbenbart lige føre en meget vigtig samtale med en anden bedstemor, så så måtte drengen jo vente på det. Med den store betydning, som børnene har for italienerne, forstår jeg simpelthen ikke, at de ikke kan nosse sig sammen og føre samtalen på et andet tidspunkt (for eksempel et halvt minut senere, hvor drengen ville være afleveret i skolen) eller sætte vasken over senere.

Men præcision er en dyd, og det kan være, at jeg må igang med at kæmpe hårdt for at presse min egen præcisionsevne ned over hovedet på den her familie. Min er tydeligvis noget mere veludviklet, men det kan selvfølgelig være fordi, jeg ikke selv har prøvet at have børn. Hvad ved jeg? Ja, jeg ved i hvert fald, at der skal gøres noget seriøst for at få den pige afsted til tiden.