"Du er ulv"

De 2 sidste dage kræver vist et blogindlæg. Drengen, Alessandro, på 2 har været syg de sidste 4 dage, så jeg har været hjemme i går og i dag for at passe ham. Han jeg skoldkopper. Jeg har aldrig været syg med skoldkopper. Jeg håber håber håber, at jeg har været så heldig at have haft en nem omgang som lille, men det vil tiden vise. Udover en overhængende fare for sygdom er det noget af en udfordring at være sammen med ham hele dagen.

Både i går og i dag startede rigtig godt. Han sagde pænt farvel til sine forældre og var glad og tilfreds. I dag lukkede han endda døren, nærmest før hans mor var ude af den, så han kunne komme til at lege med mig. Det går også rigtig godt med at lege. Vi har en skøn leg, der hedder "Sei lupo" der betyder "du er ulv". Det handler om at vi sammen skal mase os ind på de mindste steder i huset. Eller det vil sige, jeg maser, han kravler bare, for jeg er trods alt lidt stor (i forhold til en 2-årig i hvert fald). Og lige så snart, jeg har fået mast mig ind, skal vi skynde os ud igen. Som jeg sagde: God leg!

Desuden er der en anden leg, som egner sig rigtig godt til trætte teenagere (inkl. undertegnede). Den handler om at skynde sig ind under trappen (som naturligvis er et af gemmestederne fra den tidligere leg), skynde sig ud igen, løbe op af trappen, løbe en rundtur der, ned af trappen, rundt i stuen, under trappen, op af trappen, rundt, ned af trappen osv. Og man skal helst gerne sige "Kom Cecilie, kom her", mens man gør det. Puha.
Og så retter han min grammatik. Det synes jeg, er ret imponerende. Men jeg troede faktisk, at Po fra Teletubbies var en pige. Men hvis det er en dreng, kan jeg da godt se, at det er mærkeligt at sige "Hun er smuk".

Og så er der jo maden. Almindeligvis skal jeg hverken hjælpe ham med at spise eller komme i seng. Det sørger forældrene for. Men nu er der ingen kære mor, og når man vil se Teletubbies, vil man tydeligvis se Teletubbies. I går gik det super med maden, han spiste endda selv. I dag skulle han liiiiige se Teletubbies færdig. Jeg tænkte "Nåh ja, hvor lang tid kan sådan en film tage? Det er trods alt bare et afsnit". Ja, et afsnit på en time og et kvarter. Men så var han altså også sulten, og spisningen gik super.

I går skulle jeg lægge ham til at sove ca. kl. 2. Jeg tænkte, at det nok godt kunne tage lidt tid, så jeg gik igang med at forberede ham halv 2. En time senere sov han. Vi var åbenbart ikke helt enige om, at det var mig, og ikke hans mor, der skulle putte ham. Og da han ikke engang ville gå med mig ind på værelset, endte han med at sove i stuen. Det gik heldigvis bedre i dag, og han sover sødt på sit værelse.

Ja, en 2-årig ved, hvad han vil, og det skal man lige lære, hvordan man håndterer. Heldigvis går det hele fremad, og jeg lærer hele tiden.