onsdag den 3. november 2010

Italiensk er ligesom...

... ABSOLUT INGENTING, JEG KENDER TIL. Nå ja, jeg startede på et italienskkursus i går. Det er et begynderkursus, og vi er 3 på holdet - mig, en pige på 22 og én på 28. Men tydeligvis er jeg den eneste, der er fuldstændig begynder. Hende på 22 har en italiensk mormor, der ofte er på besøg hjemme hos dem. Og når hun er det, snakker hun KUN italiensk til min medstuderendes mor. Ergo har hun lyttet til italiensk, sådan ca. lige siden hun blev født.! Og har desuden haft spansk, der minder en del om italiensk, i 5 år. Hende på 28 er lige flyttet til Italien til sin italienske kæreste. Italienske kæreste, med italienske venner, italiensk familie og italiensk som modersmål. Og så kan hun desuden en del fransk, som også minder om italiensk.

Når det så er sagt, kan lærerne forresten ikke ret meget engelsk, så de forventer tydeligvis, at vi forstår, hvad de siger på italiensk, OG at vi kan svare dem på italiensk. Nåh ja, det er et begynderkursus, jeg er på, I see, I see. Well, i går var jeg fuldstændig slået ud, men i dag blev det bedre. De to andre kan heldigvis ikke basisgrammatikken, så der er jeg ikke bagud :) Timerne i dag var heldigvis langt bedre end i går, og jeg begynder at forstå lidt af, hvad læreren prøver at sige til mig. Nu kræver det bare meget tid og energi at lære et nyt sprog. Og med sygdom på vej og to børn, der skal passes, er det ekstra hårdt. Så jeg ser virkelig frem til weekenden.

Trods det hårde slid har det været en virkelig god dag i dag. Jeg kommer tættere og tættere på børnene, og når jeg kan begynde at snakke med dem, bliver det endnu bedre. Drengen er ikke så glad for at overlade opgaver, som hans mor plejer at varetage, til mig. I går forberedte hans lærer ham på, at jeg ville komme og hente ham. Det var i stedet hans mor, og da hun dukkede op, sagde han, at han ville have mig. Det var noget af en succes. Og i dag har han kaldt mig Cecilie flere gange, end han har kaldt mig Louise.

Alt i alt er der små fremskridt at se i samværet med børnene og minimale fremskridt i mine sprogkundskaber - men dog fremskridt. I går blev jeg ved at sige "alt bliver bedre i morgen,". I dag kan jeg kun håbe på, at morgendagen bliver mindst lige så god som i dag.

5 kommentarer:

  1. Typisk en 2-3 årigs adfærd! :-)

    SvarSlet
  2. Årh hvor lyder det godt med børnene :D - jeg kunne virkeligt godt forestille mig at sproget ville være svært for dig, du har hverken haft spansk eller fransk i gymnasiet som minder om, så jeg imponerer virkeligt dit gå på mod med det! - det er super flot!

    SvarSlet
  3. Ja, jeg kæmper en brav kamp. På et eller andet tidspunkt giver det forhåbentlig pote ;)

    SvarSlet
  4. Nu har du jo også altid holdt meget af og søgt udfordringer :-)

    SvarSlet
  5. Det er rigtigt. Og man må sige, det er en udfordring. Jeg glæder mig meget til weekenden. Nok mest fordi jeg så har den tid jeg gerne vil bruge på at studere ;)

    SvarSlet