søndag den 14. november 2010

Ost, ost ost, oooog lidt mere ost

Og ost. Ja, de kan godt lide ost de der italienere. Middagsmaden i dag blev krydret med 3 forskellige oste. Og til aften kom der en 4. på bordet. Det er jo skønt, når man godt kan lide ost, meeen jeg kan se, at jeg ikke er på helt samme niveau som familien her. For eksempel spiser jeg ikke min smørreost MED SKE! Så bliver det alligevel for meget ost. Alt med måde, ikke? Men ja, trods al den ost er det endnu ikke lykkedes mig at finde en ostehøvl. Er ikke helt sikker på, de har én. Men så må jeg vel bare lære at spise ost på italiensk vis (med ske?).

Apropos mad er det også lige gået op for mig, at ingen rugbrød betyder ingen øllebrød, hvilket virkelig er en skam, da det faktisk er én af mine yndlingsretter. Jeg bliver simpelthen nødt til at tage noget rugbrød med herned, efter jeg har været hjemme på juleferie.

Men nu hvor jeg bliver nødt til at lære italienske madvaner at kende, ser det også ud til, at det går den anden vej. Faren i familien kiggede ret interesseret på min havregrynspakke og kunne konstatere, at det rent faktisk er ret sundt (oh really?). Han gik dog ikke så langt som til at smage det, men nu må vi se. Det kan være jeg har startet en dille. Jeg er ikke specielt habil i madlavning, så har ikke rigtig præsenteret noget dansk mad (endnu). I morgen skal jeg så være alene hjemme med drengen, der er syg. Det kræver naturligvis, at der bliver lavet noget mad til den lille. "Heldigvis" inkluderer hans sygdom problemer med maven, så jeg bare skal koge noget pasta og komme olivenolie på. Det rækker mine evner da trods alt til. Og nåh ja, der skal naturligvis også parmesanost på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar