Alices feber startede fredag aften. Vi skulle have været i Venedig i weekenden, men det blev aflyst pga. sygdommen. Heldigvis forsøger vi igen den kommende weekend, så snydt bliver vi ikke. Men så skulle weekenden jo bruges på noget andet. Lørdag skete der ikke så meget, men søndag var jeg med til at lave mad. Meget hyggeligt og dejligt at lære lidt om italiensk madlavning. For eksempel er "lidt olie" så meget olie, at Patrizia kunne nå at kigge hen på mig, sige "Så kommer vi lidt olie i", og kigge tilbage på panden, før hun stoppede med at hælde. I min verden er det altså ikke "lidt olie". Søndag aften tog jeg ud og spiste appetivi med nogle mennesker, hvoraf jeg kun havde mødt én af dem før. Det var ganske hyggeligt, og så er jeg ret vild med princippet med kun at købe en drink, og så må man ellers bare tage af buffetten.
Weekenden endte altså med at blive udmærket, men fik lidt for lidt søvn op til mandag morgen. Og da Alice stadig var syg, skulle hun blive hjemme. I morges var det så min tur til at have ondt i halsen og feber. Men arbejdet skal jo gøres alligevel. Heldigvis kom Alice hjem til sine bedsteforældre, så jeg skulle ikke lave så meget. Da jeg så skulle hente Alessandro, havde han også fået feber. Sikke en køn, lille flok vi er herhjemme lige nu. Så i morgen bliver både Alessandro, Alice, jeg og muligvis også Patrizia hjemme.
Men feber er heldigvis ikke det eneste, der har været de seneste dage. Noget, jeg har opdaget, er, at mit og Alessandros forhold har ændret sig lidt. For ikke så længe siden var jeg alene hjemme med ham og skulle derfor lægge ham i seng, så han kunne få sin middagslur. Sidst, jeg var alene med ham, begyndte han og græde og kalde på sin mor, da han skulle sove. Denne gang blev han sur på mig, fordi han gerne ville blive ved at lege. Lige i øjeblikket (den 1,5 time det tog at få ham til at sove) var det lidt træls, fordi jeg nærmest selv var faldet i søvn, mens han rendte rundt i sengen. Men bagefter var det dejligt opløftende, at han i det mindste ikke havde grædt og kaldt på sin mor. Tilliden har altså udviklet sig lidt. Men også vores lege har udviklet sig. Og det i takt med mit sprog. Nu kan vi nemlig lege lege, hvor Alessandro siger "Så siger jeg det, og så svarer du det, og så siger jeg det", og så kan vi have en lille samtale, som Alessandro bestemmer. Hvilket bestemt er en fordel, for så kommer jeg ikke til at sige noget forkert, der gør ham sur :) Bortset fra når samtalen bliver for lang. Så skal jeg pludselig til at sige en lang sætning, som jeg ikke forstår, og bagefter svarer han, og så skal jeg svare noget tilbage på det. Sådan bliver den leg hurtigt svær. Især når jeg så endelig har kæmpet mig igennem sætningen, og Alessandro så afslutter med et ikke indøvet "hvorfor?", og så skal man til at improvisere og alt muligt. Men det hele hjælper jo på mit italienske.
Han har også fundet på en anden ny leg. Jeg har fået introduceret for ham, at når han slår sig, så puster jeg der, hvor han har slået sig. Det virker super godt, fordi det åbenbart er så spændende og mærkeligt, at han helt glemmer, at han har slået sig (hvis ikke det er for slemt). Også hvis han har slået sin fod, så beder jeg ham komme hen til mig, så jeg kan puste. Han kommer straks løbende for at få pustet på stedet. Men legen går så ud på, at han lader som om, at han har slået sig, og så skal jeg puste på stedet. Det er en ret hyggelig leg. Og han har endda også lært det den anden vej. Han kom i kampens hede til at slå mig i ansigtet, så mine briller blev presset ind i mit hoved, hvilket gjorde ret ondt. Så kom han lige hen og pustede, der hvor han havde slået mig. Ja, selvom Alessandro kan være en temperamentsfuld, lille italiener, er han nu inderst inde den charmetrold, man først får indtryk af. Han er faktisk noget af en gentleman. En lille ting som at dele er han faktisk overraskende god til. For eksempel når vi tegner, så tegner han lidt, giver mig blyanten, og så er det min tur til at tegne lidt. Sådan skiftes vi så, og han sørger hele tiden for, at det også bliver min tur. Og det er det samme med hans mad. I dag tilbød han mig en bid af sin dejlige kage med smørost. Ikke fordi han ikke selv ville have den. Bare for at dele. Det er da sødt. Og de sidste par aftenener har han villet side ved siden af mig til aftensmaden. Det giver godt nok en god følelse. Især fordi han faktisk har fået valget mellem mor og Cecilie, og så ville han gerne sidde ved mig.
I morgen er helbredet forhåbentlig bedre både for mit, Alices og Alessandros vedkommende. Og hvis ikke i morgen, så i det mindste inden lørdag, så vi kan komme til Venedig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar