mandag den 21. februar 2011

Pisa - en ferie for at være sammen

Det vigtigste mål for ugen i Pisa var bare at være sammen, Bjarke og jeg. Og det har vi så sandelig været. Jeg ankom lørdag eftermiddag og havde nogle timer at slå ihjel, før Bjarke skulle komme ind med flyet 22.45. Men da jeg brugte tiden med lidt arbejde og en roman, er Bjarkes rejse faktisk mere interessant at fortælle om. Da han ankom, fandt jeg nemlig ud af, at den havde været noget mere spændende end min. For det første lykkedes det ham at brække næsen på en fyr på stationen. De havde lige sagt over højtalerne, at der var en lommetyv på stationen, man skulle være opmærksom på. Da Bjarke så mærkede, at der blev rodet i hans lomme, reagerede han ved at vende sig for at gribe fat i ham, men kom til at give ham en knytnæve i hovedet i stedet. Mærkeligt nok dukker politiet ret hurtigt op, når folk begynder at slå på hinanden, men heldigvis gik den uheldige rundt med 8 punge, så Bjarkes forklaring om, at fyren var ude på at stjæle hans pung, lød ikke helt urealistisk.

Da han så kom på toget, var der problemer med pladserne, da der var en anden, der mente, at han skulle sidde på samme sæde som Bjarke. Det blev dog hurtigt løst af DSB-personalet, der sendte Bjarke på 1. klasse de kommende 4 timer. Ikke tosset. Så det lykkedes ham at lande med flyet i Pisa med både pungen og humøret i behold. Den første aften var vi begge trætte og hoppede ret hurtigt i seng.

Den første dag, vi havde, skulle bruges på at se, hvad Pisa nu er for en by. Planen var at sove, til vi vågnede og så gå ud og have en stille og rolig dag, Trods regnen tog vi af sted med retning mod Det Skæve Tårn. Piazza dei Miracoli, som er den plads, tårnet står på, er utroligt hyggelig. Selvom regnen slørede synet noget, var både tårnet, domkirken og dåbskapellet meget imponerende. Efter at have nydt synet gik vi ad nogle små, hyggelige veje over til en anden plads, Piazza dei Cavalieri, som faktisk også er ret flot. Det gik dog ret hurtigt op for os, at sightseeing bare ikke er så meget ved i regnvejr. Så efter vi langt om længe havde fået noget at spise, tog vi tilbage til hotellet og slappede af resten af dagen.

Det Skæve Tårn i regn.

Da vi havde konstateret, at Pisa ikke havde så meget mere at byde på, end det vi havde set, bestemte vi os for at tage til en by ved navn Lucca på andendagen. Vejret var lidt bedre, så vi undlod at pakke paraplyerne. Lucca er en stor by, men centrum, der er omkranset af en å og en mur, er det mest interessante, og det er ikke ret stort. Husene var gamle, og de skabte en rigtig hyggelig stemning, og byen var meget charmerende. Så vi så en masse små gader med hyggelige huse i alle mulige farver. Det lykkedes os endda at finde et tårn, hvorfra vi kunne se ud over byen. Der var en rigtig fin udsigt, og vi brugte nok en times tid på bare at sidde deroppe og hygge og snakke. Det er noget, vi har gjort rigtig meget. Altså hygget og snakket. Udover hyggelige gader har Lucca et utal af kirker. Vi så en masse kirketårne fra toppen af det tårn, vi var oppe i, og ellers så vi nogle af kirkerne udefra, når vi gik forbi dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og det lykkedes endda Bjarke at finde lidt tøj i et outlet. Og naturligvis skulle vi spise pizza. Det var et ret stille sted og lignede egentlig mest af alt en kro, men pizzaen smagte rigtig godt. Det var dog ikke den bedste på turen. Til aften var vi godt trætte efter at have gået rundt hele dagen, og vi gik tidligt i seng.

Tidligere amfiteater i Lucca.

Den 3. dag ville jeg gerne se noget natur, så vi fandt en by, der ligger tæt på vandet. Byen hedder Livorno og viste sig ikke rigtig at have noget at byde på. Vi havde en bog om Toscana med, hvori der var et kort over byen. Og efter 20 minutters gang fra stationen kom vi rent faktisk også ind på kortet. Der var solskin, og som altid brugte vi tiden fornuftigt med hyggesnak. Det første, vi gik mod, var en kæmpe park med en voldgrav rundt om. Voldgraven viste sig at være ment seriøst, ligesom hængelåsen på porten ind til parken var det. Så vi måtte gå videre, og efter et frokoststop gik vi mod havnen. Det var rart at se vand og mærke noget vind i håret, men meget natur var der ikke over det. Da jeg var træt, vendte snuden hjemad igen, efter at have siddet på havnen. På vejen lå der heldigvis et gelateria, og sådan nogle skal man jo huske at komme ind på, når man er på ferie i Italien.

Regn stod på menuen for vores 4. dag, hvilket betød, at vi tog en slappe-af-dag på hotelværelset. Så med søde sager, brætspil og mere eller mindre dybe samtaler, gik den dag også, og der var store planer for næste dag. Da skulle vi nemlig et godt stykke med tog op til nationalparken Cinque Terre. Den ligger lige ud til Det Liguriske Hav, og med klipper førende ned til vandet, var det et meget smukt syn. Vejen Via Dell’Amore forbinder de 5 byer (Cinque Terre = Fem lande), men det meste af vejen var lukket, da det ikke er sommer endnu. Så vi nøjedes med at gå mellem de to første byer Riomaggiore og Manarola. I Riomaggiore gik vi lidt rundt og så de hyggelige gader med huse, der var stablet oven på hinanden. Det var utroligt smukt, og havet i baggrunden satte prikken over i’et. Vi var begge to enige om, at det ikke skulle være sidste gang, vi besøgte det sted. Da regnen ankom hen på eftermiddagen, begyndte vi at tænke på at komme hjem. ”Desværre” gik toget først en time senere, så vi ”blev nødt til” at sætte os på en restaurant og spise et fantastisk stykke kage og få en kop kaffe. Turen tilbage til Pisa tog lang tid, og vi fik begge blundet lidt, og selvom Bjarkes energiniveau blev boosted af den friske luft, var det ikke tilfældet med mit. Heldigvis skulle vi bare have købt lidt pålæg og så tilbage på værelset og have en god, gammel rugbrødsmad.

Bjarke og mig i Cinque Terre.

Cinque Terre.

6. dag ville vi have været i Firenze, men da jeg ikke havde det særligt godt, bestemte vi os for at blive i Pisa i stedet. Vejret var fantastisk. Ja, faktisk sommer i solen. Så vi satte os på Piazza dei Miracoli og snakkede, kiggede på mennesker og fodrede duer. Det blev en helt fantastisk dag, hvor vi oveni fik den bedste pizza nogensinde. Vi brugte hele dagen på pladsen og nød bare hinanden og solen. Og så er der bare noget over at grine af mærkelige mennesker, der ikke forstår, hvad man siger. Mærkelige mennesker var dog ikke de eneste, der havde fundet vejen til Det Skæve Tårn. Der var ekstremt mange kinesere. Bjarke konstaterede, at det nok bare var fordi, der er mange flere kinesere end alle andre i hele verden, derfor var der selvfølgelig også mange kinesere der. Udover mærkelige mennesker og kinesere (nogle gange en blanding) var der rigtig mange forældre med små børn. Som au pair, der arbejder med en 3-årig og en 6-årig, har jeg fået en stor forkærlighed for børn. Så der blev godt nok udbrudt mange ”Nååååh”, ”Ååårh”, ”Iiiiih”, og ”Ååååh”er, som blev besvaret med ”Okay, han er ret sød ham der”er fra Bjarke. Og så var endnu en fantastisk dag i godt selskab gået.

Piazza dei Miracoli i høj solskin.

7. og sidste dag havde jeg det igen skidt fra morgenen af, og blev nødt til at stå tidligt op. Efter at have vendt og drejet mig i en time og brugt en halv time på et bad, vækkede jeg Bjarke, og vi gik ned til en tidlig morgenmad. Heldigvis kunne jeg sove bagefter, hvor vi tog en dejlig morgenlur. Det skal ikke undervurderes. Og så stod den ellers på pakning. Bjarke havde over ugen sørget for at lægge alle sine ting i sin taske, når de begyndte at fylde for meget på gulvet, så han havde faktisk bare et rod i tasken. Jeg havde derimod invaderet begge stole, der var godt fyldt op med rent, beskidt, og halvbeskidt tøj. Efter at have fået et overblik kunne jeg konstatere, at jeg var en sok og en stilletsko i underskud. Sokken dukkede op. Det gjorde stilletten ikke. Vi kom frem til, at den måtte ligge hjemme ved Bjarke, for det er altså ikke muligt bare at forsvinde. Selv ikke for en sko. Nå, vi fik vores ting lukket ind i et rum på hotellet, så vi slap med at gå rundt med dem. Og så brugte vi endnu en halv dag på Piazza dei Miracoli. Denne dag var det faktisk så varmt, at vi blev nødt til at gå en lille tur i skyggen for ikke at stege op. Da det også var sidste dag, skulle vi have pizza, og Bjarke gik så vidt som til at bestille en kun med tomatsovs og ost, og den smagte fantastisk. Det siger lidt om kvaliteten på italiensk pizza.

Fodring af duerne i solen på Piazza dei Miracoli.

Tidligt på aftenen blev Bjarke sat på en bus ud til lufthavnen, og jeg på et tog tilbage til Bologna. Bjarke havde endnu engang en mere begivenhedsrig tur end jeg, og det lykkedes hans fly at bruge dobbelt så lang tid som beregnet på at komme hjem. Der var åbenbart noget galt med flyet, som hverken teknikkerne eller ingeniørerne kunne rette, så de sad og ventede i der 2 timer, indtil de blev forflyttet til et andet fly. Så med Bjarke sendt af sted og mig på vej til Bologna var ferien velafsluttet. For at opsummere har vi sådan set ikke lavet det store, selvom vi har lavet noget hele tiden. Men det vigtigste var også at være sammen og nyde hinandens selskab, og det har vi hvert fald fået gjort. Alt i alt en super skøn uge, der har ladet os op til ikke at skulle se hinanden før om for lang tid. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar