Ups and Downs

De sidste dage har været præget af op- og nedture. Jeg skulle for første gang hente den 2-årige dreng fra hans børnehave. En smule nervøsitet listede sig frem, men moren sagde, at det ikke ville være et problem, når bare jeg havde hans storesøster med. Det havde hun imidlertid ikke helt ret i. For det første var hans jakke væk, og det var tydeligvis ikke læreren, der kan engelsk, der var der den dag. Men hende, der var der, sagde "Bla bla bla bla bla DOMANI bla bla bla bla". Jeg har lige lært, at "domani" betyder "i morgen", og så måtte jeg jo - som jeg efterhånden er blevet god til - gætte mig frem til, hvad hun mente. Han lånte en trøje, og så måtte hans mor snakke med lærerne den kommende dag.

Da vi så skulle forlade børnehaven, var han ikke helt tilfreds med, at det var mig og ikke hans mor, der var der for at hente ham. Han begyndte at skrige "No Louise. No." (ja, jeg hedder Louise. Ligesom deres tidligere barnepige - også lidt et nederlag, at han ikke kan mit navn efter en uge), men hans søster fik ham til at køle ned og komme med ud. Da vi så skulle til at passere vejen, nægtede han at holde mig i hånden. Han skreg og prøvede at rive sig fri. Heldigvis er jeg - tro det eller ej - stærkere end en 2-årig, så jeg holdt ham, til vi var ovre vejen trods skrigeriget. Og naturligvis måtte jeg heller ikke spænde hans autostol, og det er faktisk ikke nemt at gøre med magt, når drengen hopper og skriger. Ikke den bedste første experience.
Hjemme igen var der heldigvis ingen hard feelings, og han ville gerne lege med mig.

Til gengæld er jeg kommet tættere på pigen, og det er blevet lidt nemmere at lege med hende. Som jeg har nævnt tidligere, er det svært med hende, fordi vi ikke snakker. Hun er heldigvis god til at lave fagter og pege, så vi ofte ender med at forstå hinanden. Dejlig optur.

Så har jeg været til en italiensktime. Det var fedt at lære nogle nye ord og erfare, at jeg faktisk kunne følge lidt med i timen (holdet startede sidste uge, så det var noget af en oprejsning). Og jeg kan også mærke, at jeg begynder at forstå mere og mere af sproget. Når moren siger noget til børnene på italiensk, er det nogle gange muligt at forstå, hvad det er, uden hun oversætter til engelsk. På tirsdag starter jeg så på et kursus, der varer 2 uger, så jeg kan få lært noget basis italiensk. Vi er 3 på holdet, så der er god mulighed for at få lært noget.

Det er mærkeligt som småting kan slå én helt ud, mens større ting ikke har den store påvirkning. Mine problemer med bilen og den 6km lange gåtur i regnvejr kunne ikke slå mig ud. Men problemerne med drengen tærer en masse energi, på trods af at jeg ved, at det bliver bedre med tiden.